Lyt til artiklen
Julie: Jeg er 35 år og rimelig sund og rask, men jeg føler mig ret ofte sløj og har i perioder feber. Jeg har f.eks. målt min temperatur til 37,9 til 38,2 i flere perioder i de sidste uger. Jeg tror selv, det skyldes, at jeg er meget stresset, mest pga. nogle forhold på mit arbejde. Kan man få feber af stress?
Bente Klarlund Pedersen: For at starte med svaret: Feber er ikke et typisk tegn på stress. Normalt definerer man feber ud fra kropstemperatur målt i endetarmen. Hos de fleste mennesker er den normale temperatur omkring 37 grader, typisk mellem 36,4 og 37,1. Intervallet fra 37,1 til 37,8 kaldes subfebril; mellem 37,9 og 38,4 er man febril, og temperaturer på over 38,5 kaldes højfebrile. Temperaturen kan svinge gennem døgnet med laveste temperatur om morgenen og højeste om aftenen. Ægløsning kan forhøje kropstemperaturen.